Omsætter du for under kr. 50.000?

Og sælger du til udlandet?

Fra nytår blev det enklere for helt små virksomheder at finde ud, af hvornår de skal lægge moms på deres regninger. Og samtidig blev det nemmere for dem at sælge til private i udlandet.

Fra den 1. januar 2025 trådte nye regler i kraft. Reglerne betyder, at små virksomheder (i Danmark virksomheder med en årlig omsætning under 50.000 kr.), kan anvende de bagatelgrænser, som gælder i de øvrige EU-lande. Det kan kombineres med brug af OSS-reglerne.

I Danmark har grænsen for momsregistrering længe (siden 2002) ligget ved en omsætning på 50.000 kr. Når du når den omsætning, skal der moms på dine regninger. Og hvis det fra start står klart, at din virksomhed vil komme over de 50.000 kr. i omsætning, så skal din virksomhed momsregistreres fra dag ét.

Men hvordan ved du om de 50.000 kr. er nået?

Hidtil har du skullet se på de forrige 12 måneders omsætning. Men fra 1. januar 2025 er reglen ændret, så målingen nu skal ske per kalenderår (den nulstilles hver nytårsaften). Så handler du på regning uden moms, skal du tjekke din år-til-dato omsætning for at se om du er ved at nå grænsen på 50.000 kr.

Salg til private i udlandet?

Salg til privatpersoner i andre lande er blevet en overkommelig opgave, ikke mindst takket være OSS-reglerne. Men der er også udfordringer, hvilket har medført et stigende antal sager om efterbetaling af moms eller om ”flytning” af moms til udlandet. Typisk fordi man har overset pligten til at betale lokal moms.

Kunstnermoms

Der gælder en særlig registreringsgrænse på 350.000 kr., som kan anvendes af kunstnere, som sælger egne værker. Grænsen blev hævet med virkning fra 1. januar 2025. Grænsen giver mulighed for at sælge egne værker uden moms op til et årligt salg på 350.000 kr. Hvis grænsen overskrides, vil det typisk betyde, at de særlige regler om kunstnermoms, hvor salget kun pålægges 5% moms, skal anvendes.

Forrige
Forrige

Ved du om den ny momspraksis for undervisning og uddannelse påvirker dig?

Næste
Næste

Kender du særreglerne for salg til private i udlandet?