Kender du kravene til fakturaer i B2B-handel med udlandet?

Også dem om moms?

Der er en del formelle krav til indholdet af salgsfakturaer, når en virksomhed sælger til en virksomhed i udlandet. Det er også tilfældet med købsfakturaer. Vi oplever en del tilfælde, hvor der er tvivl.

Hvilke fakturakrav gælder når din virksomhed sælger til virksomheder i andre EU-lande?

Der er en række almindelige oplysninger, der skal fremgå af en faktura (køb- og salgsfakturaer): En faktura skal indeholde oplysninger om fx sælger (firmanavn mm) og køber, hvad der er solgt (arten, ydelsen / produktet og mængde), beløb samlet, leveringsdato og betalingsfrist. Dertil kommer fakturadato og fakturanummer. Bemærk, at der er flere krav ift. elektroniske fakturaer.

Derudover skal købers momsnummer fremgå. I skal sørge for at nummeret er verificeret og at I har verifikationen.

Momssats eller momsbeløb må ikke stå på fakturaen.

Når fakturaen dækker salg af varer, skal det af fakturaen fremgå, at salget er omfattet af reglerne for EU-handel. For eksempel som ”zero-rated” salg. Når det er salg af ydelser, skal der på fakturaen stå, at salget omfattes af reglerne om ”reverse charge”.

Hvilke fakturakrav gælder, når du sælger til virksomheder i lande udenfor EU?

Også her skal der være oplysninger om sælger og køber, det leverede, arten, ydelsen eller produktet, omfanget mm, jf. ovenfor om almindelige oplysninger.

Når din virksomhed sælger til en virksomhed udenfor EU, må momssats eller momsbeløb ikke stå på fakturaen.

Der er ikke krav om, at fakturaen indeholder købers momsnummer og angiver ”reverse charge” eller ”zero rated”.

Når der sælges ydelser, skal du som sælger sikre, at køberen er en virksomhed og at du/I kan vise dokumentation for det.

Ønsker din virksomhed momsfrihed, skal I som sælger dokumentere, at varen har forladt Danmark. Er der tale om salg af varer bør det stå på fakturaen, at varerne er sendt fra Danmark til virksomheden i det pågældende land. Momsfriheden er betinget af, at det kan dokumenteres, at varerne har forladt Danmark.

Hvilke fakturakrav gælder, når din virksomhed køber fra virksomheder i andre EU-lande (købsfaktura)?

Her gælder de samme krav som til salgsfakturaer. Den virksomhed som køber, skal oplyse sit danske momsnummer til den virksomhed som sælger.

Hvis en udenlandsk virksomheder sender fakturaer til en dansk virksomheder uden moms og uden at oplyse om, at salget enten er ”zero ratet” (varer) eller ”reverse charge” (ydelser), så skal den danske virksomhed være klar over, at det ikke fritager dem for at beregne dansk (udgående) moms af købet.

Hvilke krav til fakturaer er der, når en virksomhed køber i lande udenfor EU?

Også her skal de almindelige betingelser være opfyldt, jf. ovenfor. Er der tale om køb af ydelser, skal sælger principielt angive ”reverse charge” på fakturaen

Vi ser tit, at købsfakturaer er mangelfulde, når danske virksomheder køber i tredjelande.

Som ved køb fra virksomheder i andre EU-lande gælder, at mangler ift. hvad fakturaen skal oplyse, ikke fritager købervirksomheden for at beregne dansk moms af købet.

Denne artikel er ikke en dækkende gennemgang. Men indeholder vigtige opmærksomhedspunkter. Man skal være opmærksom på, at der kan være specifikke regler på bestemte områder i de enkelte lande.

Kontakt os for spørgsmål om jeres fakturaer.

Næste
Næste

Ved du om den ny momspraksis for undervisning og uddannelse påvirker dig?